Hans Andersen Brendekilde (1857–1942) Altertavle i Agersted Kirke, Aalborg Stift Foto: Gunnar Bach Pedersen, Wikimedia Commons. Motivet, Jesu nattlige samtale med Nikodemus, er hentet fra evangeliet etter Johannes 3, 1-21 (Dansk Bibel 1933).

Men der var en Mand af Farisæerne, han hed Nikodemus, en Rådsherre iblandt Jøderne. Denne kom til ham om Natten og sagde til ham: "Rabbi! vi vide. at du er en Lærer kommen fra Gud; thi ingen kan gøre disse Tegn, som du gør, uden Gud er med ham." Jesus svarede og sagde til ham: "Sandelig, sandelig, siger jeg dig. uden nogen bliver født på ny, kan han ikke se Guds Rige." Nikodemus siger til ham: "Hvorledes kan et Menneske fødes, når han er gammel? Mon han kan anden Gang komme ind i sin Moders Liv og fødes?" Jesus svarede: "Sandelig, sandelig, siger jeg dig, uden nogen bliver født af Vand og Ånd, kan han ikke komme ind i Guds Rige. Hvad der er født af Kødet, er Kød; og hvad der er født af Ånden, er Ånd.  Forundre dig ikke over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny. Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører dens Susen, men du ved ikke, hvorfra den kommer, og hvor den farer hen; således er det med hver den, som er født af Ånden." Nikodemus svarede og sagde til ham: "Hvorledes kan dette ske?" Jesus svarede og sagde til ham: "Er du Israels Lærer og forstår ikke dette? Sandelig, sandelig, siger jeg dig vi tale det, vi vide, og vidne det, vi have set; og I modtage ikke vort Vidnesbyrd. Når jeg siger eder de jordiske Ting, og I ikke tro, hvorledes skulle I da tro, når jeg siger eder de himmelske? Og ingen er faren op til Himmelen, uden han, som for ned fra Himmelen, Menneskesønnen, som er i Himmelen. Og ligesom Moses ophøjede Slangen i Ørkenen, således bør Menneskesønnen ophøjes, for at hver den, som tror, skal have et evigt Liv i ham. Thi således elskede Gud Verden, at han gav sin Søn den enbårne, for at hver den, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have et evigt Liv. Thi Gud sendte ikke sin Søn til Verden, for at han skal dømme Verden, men for at Verden skal frelses ved ham. Den, som tror på ham, dømmes ikke; men den, som ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne Søns Navn. Og dette er Dommen, at Lyset er kommet til Verden, og Menneskene elskede Mørket mere end Lyset; thi deres Gerninger vare onde. Thi hver den, som øver ondt, hader Lyset og kommer ikke til Lyset, for at hans Gerninger ikke skulle revses. Men den, som gør Sandheden, kommer til Lyset, for at hans Gerninger må blive åbenbare; thi de ere gjorte i Gud."

Hans Andersen Brendekilde (1857–1942) Olje på lerret, 207 x 270 cm, Fyns Kunstmuseum, Odense. Ved siden av brødrene Frants og Erik Henningsen var Hans Brendekilde sentral blant de danske sosialrealistiske malere på slutten av 1800-tallet. Han hentet gjerne sine motiver fra den danske landsbygden, som også er beskrevet I komponisten Carl Nielsens (1865-1931) selvbiografiske Min fynske Barndom (1927). Når først Carl Nielsen er nevnt, assosierer man uvilkårlig til hans Jens Vejmand (1907), til tekst av Jeppe Aakjær (1866-1930), her i Bo Holtens kor-arrangement, fremført av Musica Ficta. https://www.youtube.com/watch?v=02Mof6L4tqs

Hvem sidder der bag Skjærmen med Klude om sin Haand, med Læderlap for Øjet og om sin Sko et Baand? Det er saamænd Jens Vejmand, der af sin sure Nød med Ham'ren maa forvandle de haarde Sten til Brød. Og vaagner du en Morgen i allerførste Gry og hører Ham'ren klinge paany, paany, paany, det er saamænd Jens Vejmand paa sine gamle Ben, som hugger vilde Gnister af morgenvaade Sten. Og ager du til Staden bag Bondens fede Spand, og møder du en Olding, hvis Øjne staar i Vand - det er saamænd Jens Vejmand med Halm om Ben og Knæ, der næppe ved at finde mod Frosten mer et Læ. Og vender du tilbage i Byger og i Blæst, mens Aftenstjærnen skjælver af Kulde i Sydvest, og klinger Hammerslaget bag Vognen ganske nær - det er saamænd Jens Vejmand, som endnu sidder dér. Saa jævned han for andre den vanskelige Vej, men da det led mod Julen, da sagde Armen nej; det var saamænd Jens Vejmand, han tabte Ham'ren brat, de bar ham over Heden en kold Decembernat. Der staar paa Kirkegaarden et gammelt frønnet Bræt; det hælder slemt til Siden, og Malingen er slet. Det er saamænd Jens Vejmands. Hans Liv var fuldt af Sten, men paa hans Grav — i Døden, man gav ham aldrig én.

Erik Henningsen (1855–1930) Olje på lerret, 90 x 148,5 cm, Statens Museum for Kunst, København. Vaktparader er en tradisjon vi finner i de skandinaviske land, og dermed også i København. Hvilken musikk korpset spiller er umulig å si med sikkerhet, men det kan ha vært Kong Frederik VIII’s Honnørmarch, skrevet av Christian Florus Balduin Dahl (1834-1891) i 1857. Kong Frederik VIII (far av både kong Haakon VII av Norge og Christian X av Danmark) ble født i 1843, og regjerte fra 1906 til 1912. Den Kongelige Livgardes Musikkorps spiller. https://www.youtube.com/watch?v=C8Qy5N_95n8 Vi tar med en svensk variant fra 1951. https://www.youtube.com/watch?v=HDEsFzmox1o

Erik Henningsen (1855–1930) Olje på lerret, 131,5 x 187 cm, Statens Museum for Kunst, København. Det har skjedd en ulykke ved hva som kan være et sand- eller grustak - alvorlig nok til at politi ble tilkalt. Personen i flosshatt kan være direktøren eller en høyere tjenestemann, som ser ut til å ha vært den som bandasjerte såret. Vi finner en forstandig omtale av bildet her. Erik Henningsens eldre bror Frants (1850-1908) var også en dyktig maler, som vi tidligere har presentert her på Document. Felles for disse brødre var et betydelig sosialt engasjement.

Erik Henningsen (1855-1930) Olje på lerret, 158 x 220,5 cm, Statens Museum for Kunst, København. Dansk titel: Sat ud. Erik Henningsen fikk sin første ondervisning hos dekorasionsmaler Adolph Hellesen (1831-1890), og tegnet hos arkitekt m.m. Christian Vilhelm Nielsen (1833-1910). I 1873 kom han inn ved Kunstakademiet i København, der han fikk avgangsbevis i 1877. Han har spesielt markert seg som folkelivsskildrer, og i sine bilder viser han ofte et sosialt engasjement. Her er motivet en familie som nok har kommet på etterskudd med husleien, og blir kastet ut fra boligen med assistanse fra politiet, selv om det er vinter og kaldt. Det lille de eier er satt på gaten, og ytterligere diskusjon virker å være meningsløs. Denne familien måtte nok søke seg til den danske Fattigforsorgen, som vi kan lese om her.

Erik Henningsen (1855–1930) Olje på lerret, 117 x 78,5 cm, Den Hirschsprungske Samling, København. Bildets latinske titel Summum jus, summa injuria er hentet fra den romerske advokat og retor Marcus Tullius Cicero (106-43 fvt) og kan gjengis bokstavelig med at Den ypperste rett (kan være) den ypperste urett, og i overført betydning at lovens bokstav ikke alltid bør trumfe lovens ånd. For noen år siden hadde jeg vår den gang svært unge datter med til Hirschsprung, og hun stusset litt over bildet, og lurte på hva det viste. Jeg svarte bare at Det er nok en veldig trist historie, uten å gå i detaljer. Og hun var fornøyd med svaret. Det var ikke lett å være enslig mor i 1886, og et uønsket - eller for den saks skyld påtvunget svangerskap betydde svært ofte et liv i fattigdom, og dessuten lav anseelse blant de mere moralske. Så man kan forstå at noen (skal vi si) handlet i desperasjon, og ryddet det uønskede barn av veien. Det er selvfølgelig i seg selv en forkastelig handling - men man må også ta med hva en ugift mor kunne forvente av fordommer og forakt på den tiden. Lav sosial anseelse, og et liv i fattigdom. Så noen - som gjengitt her - tok heller sjansen på straff. Det kan være på sin plass å nevne at i 1714 ble det innført dødsstraff for fremkalt abort i Danmark. I 1866 ble straffen satt ned til åtte års straffarbeid, og så sent som i 1930 til to år. I 1939 ble det innført en temmelig streng abortlov, som skal ha medført et stigende antall illegale aborter. Først i 1973 ble 12-ukersregelen innført. Om aborter i Danmark kan man lese her.